Tandkonsultation for kanin og gnaver
Ved en tandkonsultation for kaniner og gnavere vurderer vi tænderne, mens patienten er vågen. Det betyder, at dyret ikke bliver bedøvet.
Når der er behov for at kunne stille mere præcise diagnoser på tilstande, som ligger langt tilbage i munden, kan det dog være nødvendigt at bedøve patienten.
Bestil tid på 44 66 20 40
Sådan foregår en tandkonsultation
Normalt kan vi under en tandkonsultation finde de fleste lidelser og desuden give en god vurdering af, om det er nødvendigt at bedøve patienten for at lave en grundig tandbehandling.
Mens ejeren støtter bagkroppen, inspicerer vi munden på kaninen eller gnaveren, så godt vi kan. Vi bruger lys og eventuelt holdere til at presse tunge og kinder væk i siden, så vi kan se tænderne.
Samtidig mærker vi efter, om der er hævede områder, ømme steder, asymmetri i hovedet eller andre tegn på sygdom.
Savlen og tåreflåd er også symptomer på tandproblemer.
Bestil tid på 44 66 20 40
Du er altid velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål, inden du bestiller tid til en tandkonsultation til din kanin eller gnaver.
Kaninens tænder vokser hele livet
Kaniner har en anden form for tænder end hunde og katte (og mennesker). Kaniners tænder vokser hele livet og skal derfor slides for ikke at blive for lange. Kaninerne slider tænderne, når de tygger deres foder. Derfor er fodring af kaniner vigtig – ikke bare for at de får korrekt og nok næring, men også fordi foderoptaget skal slide tænderne nok til, at de ikke vokser sig for lange.
Når tænderne bliver for lange, vokser de skævt og danner tandspidser. Tænderne kan også vokse ”indad” i kæbeknoglen og give anledning til problemer dér. Det kan få tænderne til at vokse endnu mere skævt, og det kan være anledning til smerter, så kaninen spiser mindre og slider sine tænder endnu mindre. Kaniner kan på den måde havne i en ond cirkel.
Når vi sliber kaninernes tænder, mens patienten er bedøvet, kan vi genoprette den rigtige vinkel på tænderne, så de igen kan slides normalt, og vi kan bryde den onde cirkel.
Hvis tænderne er begyndt at vokse meget skævt, eller hvis kaninen fortsat ikke får slidt sine tænder nok, når den tygger, kommer problemet med tænderne tilbage, og man må slibe tænderne igen og igen.
Chinchillaers og marsvins tænder
De gnavere, vi oftest behandler på TandDyreklinikken, er marsvin og chinchillaer. De har samme udfordringer med foder og slid af deres tænder, som kaninerne har det. Dog er anatomien lidt anderledes, og derfor sliber vi tænderne forskelligt på en kanin, en chinchilla og på et marsvin.