Operationsstuen på TandDyreklinikken
– EN IKKE HELT ALMINDELIG OPERATIONSSTUE
Operationer i mundhulen er sjældent sterile, operationsstuen er ikke et rum, hvor de ansatte går rundt i sterile dragter. Vi har ofte tre operationer i gang på samme tid, og vi er ikke blege for at spørge hinanden til råds, når vi skal vurdere røntgenbilleder eller andet. Ved hvert bord sidder normalt en dyrlæge, som opererer, mens en sygeplejerske hjælper med at fremkalde røntgenbilleder, finde instrumenter og hele tiden holde øje med bedøvelsen.
Vi ved, at det kan være nervepirrende at skulle have opereret sit kæledyr. Derfor gør vi meget ud af at have en afslappet og behagelig stemning på klinikken, så både patienter og ejere er trygge – før, under og efter behandlingen.
Sikker bedøvelse
På TandDyreklinikken er en sikker bedøvelse meget vigtig for os. Vi har flere bedøvelser hver dag, så vi har stor rutine i at bedøve vores patienter på en sikker måde.
Vi er altid opdaterede på ny viden og vi diskuterer ofte ideer til, hvordan vi hele tiden kan gøre bedøvelserne bedre.
En god bedøvelse er ikke bare et spørgsmål om at patienten skal overleve: Det er vigtigt at kroppen får tilstrækkeligt med ilt under operationen, og blodtrykket skal være under kontrol, så organerne ikke tager skade. Samtidig vil vi gerne have at dyrene er mindst muligt stressede, når de bedøves og selvfølgelig også vågner op uden for meget stress.
Vi smertebehandler på flere forskellige måder, for at sikre, at dyrene har så lidt ondt som muligt. Og vi arbejder målrettet på at undgå infektioner efter operationerne. I gamle dage troede man, at antibiotika var den bedste måde at undgå infektioner på, men undersøgelser viser at andre faktorer har stor indflydelse: Kropstemperaturen må for eksempel ikke blive alt for lav under operationen, og operationen må helst ikke vare alt for længe.
For at sikre alle disse ting har vi varme både over og under dyrene, og vi har overvågning af en lang række parametre, som hjælper os til at finjustere bedøvelsen undervejs, så den bliver så hurtig og sikker som muligt.
Altid røntgenbilleder
Man kan let se tænderne i munden på hunde og katte når de er bedøvede. Men tændernes rødder, som ligger gemt i kæben under tandkødet – dem kan man ikke se med det blotte øje.
Derfor tager vi røntgenbilleder af tænderne.
Det er vores erfaring på TandDyreklinikken, at omkring halvdelen af alle de patienter, der ser ud til ikke at fejle noget, når vi bare kigger i munden, rent faktisk har sygdomme, som kræver behandling. Sygdomme der kun opdages fordi vi tager røntgenbilleder.
Vi tager derfor altid røntgenbilleder af alle tænderne (medmindre patienten har været hos os for nylig).
Vi tager røntgenbilleder, før vi går i gang med operationen. På den måde er vi sikre på at behandlingen bliver den rigtige – på de rigtige tænder. Og vi tager altid røntgen af de behandlede tænder efter behandlingen, så vi kan kontrollere resultatet. Man skal for eksempel altid kontrollere kæben, efter en tand er opereret ud. Kontrollen skal sikre, at der ikke ligger rester af tanden tilbage i kæben, og at kæbeknoglen ikke har taget skade under behandlingen.
Man bør slet ikke lave tandbehandling uden at tage tandrøntgen. Selv ved helt simple behandlinger som rutinemæssig tandrensning, skal der tages røntgenbilleder af tænderne.
”Hold-i-Pote” tider
Selvom vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en tryg og rolig oplevelse omkring operationen, er det stadig en uvant situation, som kan gøre nogle dyr (og ejere) nervøse.
Derfor har vi hver uge afsat en række tider til det, vi kalder “hold-i-pote”-tider. Når du har booket en “hold-i-pote”-tid, må du være til stede sammen med dit dyr ved starten af bedøvelsen og under opvågningen.
Mens vi opererer, er du velkommen til at sidde i vores venteværelse, hvor du kan tage plads i en af vores behagelige lænestole. Vi giver en kop kaffe eller te og svarer meget gerne på de spørgsmål, du måtte have om behandlingen af dit dyr – eller om tandbehandling i det hele taget.