Halvdelen af alle katte har tandsmerter – har din kat?
Vidste du, at…
- Katte har to tandsæt? Først 26 mælketænder og dernæst 30 voksentænder.
- Mere end halvdelen af alle katte har problemer med tænderne?
- Man anbefaler tandbørstning på katte, én gang dagligt?
- Dårlig ånde er et symptom på dårlig mundhygiejne og eventuelle sygdomme?
Sunde tænder giver en sund kat
Sygdomme i munden påvirker ikke kun tænderne. Det er velkendt, at betændelse i munden kan påvirke sundheden andre steder i kroppen. Bakterier fra tænderne kan give sygdom i andre organer som fx hjerte, lever og nyrer. Derfor er en sund mundhule en vigtig del af en sund krop, og vi ser ofte, at katte, som har haft betændelse i mundhulen, får en betydelig bedring i deres generelle sundhed, når de får ordnet deres tænder. På TandDyreklinikken hører vi ofte kommentarer som ”han er blevet en meget gladere kat efter tandbehandlingen”, eller ”hun opfører sig igen som en killing og er blevet mere legesyg”.

Katten siger ikke til, når den har ondt…
…derfor er det dit ansvar som katteejer at holde øje med de små tegn, der kan være på, at din kat har tandsmerter:
- Dårlig ånde
- Katten savler mere end normalt
- Helt eller delvis knækkede tænder
- Brunlige/gullige belægninger på tænderne. Især på hjørne- og kindtænder i overkæben
- Ømt, rødt eller hævet tandkød
- Blødning ved tandbørstningen
- Problemer med at tygge – eller tygger kun i den ene side
- Atypisk aggressiv, irritabel eller nedstemt adfærd
- Katten tager poterne op til munden eller kører hovedet hen ad gulvet
- Nedsat appetit
- Besvær med at åbne eller lukke munden
Tandkødsbetændelse er en almindeligt forekommende sygdom hos katte
Rester af foder i munden blandes med spyt og bakterier og danner en hvidlig hinde (plak), som lægger sig på tænderne, især ved tandkødskanten. I denne plak trives bakterierne rigtig fint, og hvis ikke plakken fjernes (fx ved tandbørstning), vil den give tandkødsbetændelse, som kan ses ved, at tandkødet bliver rødt og lidt hævet i kanten. Plakken kan også forkalke og blive til tandsten.
Plak og tandsten, som ikke fjernes, medvirker til, at tandkødsbetændelsen udvikler sig til den mere alvorlige parodontose, hvor betændelsen breder sig i dybden, og knoglen omkring tænderne nedbrydes.
Tandsten kan ikke børstes væk med en tandbørste. For at fjerne tandsten og behandle tandkødsbetændelsen vil det derfor være nødvendigt med en tandrensning.
Hvornår skal din kat have en tandrensning?
Tandrensning anbefales, når der er synlige tandsten og tandkødsbetændelse.
Hvor tidligt i livet en kat har behov for tandrensning hænger sammen med flere ting. Der kan være store individuelle forskelle. Ligesom hos mennesker vil nogle danne mere tandsten end andre. Her spiller genetiske faktorer ind, men kosten har også en vigtig betydning. Endelig er det meget vigtigt at huske på, at daglig tandbørstning er en meget effektiv måde at holde tænderne sunde på.
Hvad sker der, hvis tandsten ikke fjernes?
Hvis tandsten ikke fjernes, og bakterierne i plakken får lov til at formere sig ned i tandkødslommerne, vil betændelsen brede sig i dybden til egentlig parodontose. Det giver både smerter og infektion. Kroppens immunforsvar skal hele tiden kæmpe imod infektionen fra parodontosens bakterier. Bakterierne får på den måde mulighed for at sprede sig via blodbanen og give anledning til små betændelser andre steder i kroppen. Ofte ser vi også, at betændelsen breder sig ned omkring tandroden, så der dannes en tandbyld. I de tilfælde må tanden opereres ud.
Tandsten er i sig selv ikke farligt. Men tandsten er beviset på, at der på tænderne i længere tid har siddet plak. Plak indeholder mange bakterier og er ansvarlig for udviklingen af parodontose. Tandsten har en ru overflade og er således et perfekt ”gemmested” for ny plak med farlige bakterier, som kan kravle ned i tandkødslommerne og udvikle parodontose. Tandsten skal derfor fjernes, samtidig med at plakken renses af på tænderne og ned i tandkødslommerne.
Sæt kryds i kalenderen mindst én gang årligt til et tandtjek hos dyrlægen.
Husk, at det er både sundere og lettere at forebygge tandproblemer, inden de opstår, end det er at behandle dem, når først problemerne er tilstede!
Op mod 85% af alle katte over 2 år har tandkødsbetændelse i større eller mindre grad.

Lær, hvordan du børster tænder på din kat
– og forebyg tandproblemer
Som katteejer kan du gøre en stor forskel på din kats sundhed blot ved regelmæssigt at børste dens tænder. Tag en snak med vores dygtige medarbejdere på klinikken. Vi kan hjælpe dig med tips og tricks til at komme godt i gang med tandbørstningen.
Bestil tid til en Tandkonsultation på 44 66 20 40
Du kan booke tid hos os til en Tandkonsultation og få vurderet kattens tænder og generelle mundhulesundhed. Hvis der er behov for det, kan der efterfølgende findes en tid til tandrensning.
For at få en fuldstændig sikker vurdering af tændernes sundhed vil det ofte være nødvendigt at tage tandrøntgenbilleder. Dette gøres, når katten er bedøvet – normalt i forbindelse med tandrensningen.
I alvorlige tilfælde – for at undgå at bedøvelsen bliver for langvarig og for at kunne planlægge operationstiden – vil vi til den første bedøvelse lave en komplet tandrensning og røntgenoptagelser af alle tænderne. Dette kaldes en ”Oral Status”. Efter en Oral Status kan man så i samråd med kattens ejer planlægge operationen: hvilke tænder kan bevares og hvilke tænder må opereres ud?