Tandrensning
En tandrensning foregår i fuld bedøvelse. Det er nødvendigt for at kunne lave en grundig behandling og tage røntgen af alle tænderne. På TandDyreklinikken prioriterer vi en sikker og skånsom bedøvelse højt – og vi er gode til det!
Bestil tid på 44 66 20 40
Tegn på at din hund har behov for en tandrensning
Kontakt tanddyrlægen, hvis…
- der er synlige tandsten på tænderne. Især langs med tandkødskanten, hvor de brunlige/gullige belægninger kan skjule bakterier i dybden ned i tandkødslommerne.
- din hund lugter dårligt fra munden.

Eller hvis…
- tandkødet bløder ved berøring eller tandbørstning.
- hunden har løse tænder i munden.
Ring til TandDyreklinikken på 44 66 20 40
Du er altid velkommen til at ringe med spørgsmål. Vi kan fx hjælpe med råd om eventuelt behov for en tandkonsultation først, eller om der skal bookes tid til en tandrensning med det samme.
Hvordan foregår en tandrensning på TandDyreklinikken?
På TandDyreklinikken har vi en helt fast procedure for en grundig tandrensning. Vi kalder det for en ”Oral Status”.
Når patienten er bedøvet, og al overvågningen etableret, starter vi med hunden liggende på den ene side. Vi fjerner tandsten (grovdepuration) med ultralyd og tager tandrøntgenbilleder af alle tænderne på den side. Herefter måler vi tandkødslommer af alle tænderne på samme side.
Hver enkelt tand bliver vurderet
Dyrlægen vurderer røntgenbillederne, sammenholder dem med lommedybderne, og evaluerer hver enkelt tand. De steder, hvor der er tandkødslommer, foretager vi en oprensning i dybden (findepuration), og til slut polerer vi alle tænderne. Vi noterer alle fund på en tandjournal, som du får med hjem.
Herefter vender vi patienten om på den anden side og gentager hele proceduren på denne side. Til slut foretager vi eventuelle mindre, hurtige indgreb. Hvis det er nødvendigt med større egentlige operationer, aftaler vi en ny tig. Det gør vi for at undgå for lange bedøvelser og for at kunne planlægge vores operationstider, så vi undgår for meget ventetid.

Et trygt valg
Er det første gang din hund skal have renset tænder? Bare rolig, den er i trygge hænder. Se her, hvordan det foregår.

Modtagelse i klinikken
Vi sørger altid for at skabe så trygge og rolige rammer som muligt for både hund og ejer. Vi arbejder på at minimere stress, når man besøger TandDyreklinikken. Er hunden afslappet, får man en bedre bedøvelse – både indsovning og opvågning.

Tandrensningen
Hunden kommer ind på vores specialindrettede operationsstue med moderne bedøvelses- og tandlægeudstyr. Selve behandlingen foregår i fuld bedøvelse. Mens vi opererer, har vi en række maskiner til overvågning af patienten. Det giver en sikker, skånsom og stabil bedøvelse. Samtidig kan vi justere bedøvelsen undervejs og give smertestillende behandling, hvis der er behov for det.

Efter behandlingen
Efter endt bedøvelse overvåger vi nøje hunden mens den vågner. Vi skriver en udførlig journal og laver hjemsendelsespapirer, som indeholder al nødvendig information om, hvad vi har fundet og lavet og hvilken medicin, der eventuelt skal gives hjemme. Desuden indeholder hjemsendelsespapirerne praktisk information om håndtering af patienten efter hjemkomst, eventuelle kontrolbesøg eller yderligere nødvendige behandlinger.
En tandrensning er ikke bare en tandrensning
Ved en tandrensning er det meget vigtigt, at vi finder alle de tandkødslommer, der er opstået omkring tænderne. Hvis man kun fjerner den synlige tandsten, men glemmer at rense op nede i tandkødslommerne, vil behandlingen ikke have nogen videre gavnlig effekt. Til gengæld vil den grundige oprensning betyde en verden til forskel for sundheden i den enkelte hunds mundhule.
Vi anvender en ”pochemåler” til at finde tandkødslommerne. Det er et instrument, som måler dybden fra tandkødskanten og ned til bunden af tandkødslommen. Vi måler flere steder omkring hver enkelt tand for at skabe os et overblik over hver tands sundhedstilstand. Man kan sige, at vi behandler mundhulen hos en hund som 42 individuelle patienter (hver tand er en patient for sig).
Røntgen giver det fulde billede
Vi bruger røntgen for at kunne vurdere tændernes sundhed under overfladen. Tandrøntgenoptagelser i forbindelse med tandrensninger er absolut nødvendige. Vi anser det for at være en mangelfuld behandling, hvis man laver en tandrensning uden at tage røntgenbilleder. På omkring halvdelen af de patienter, hvor vi ikke har fundet noget ved den kliniske undersøgelse, finder vi en lidelse, som kræver behandling, når vi tager røntgenbilleder. Derfor er røntgen så vigtigt.
På TandDyreklinikken har vi det mantra, at vi ikke vil sende patienter, vi har haft til operation, hjem med ikke-opdagede lidelser i mundhulen. For at sikre dette må vi tage røntgen af alle patienter og samtidig lave en grundig klinisk undersøgelse. Tandrøntgen er derfor en del af pakkeprisen på tandrensning og kan ikke fravælges.
Når vi tager røntgenbilleder, finder vi behandlingskrævende tandlidelser på ca. 50% af hundene.
Pris, spørgsmål og svar
Få svar på de mest almindelige spørgsmål i forbindelse med en tandudtrækning her
Hvad koster en tandrensning på hund?
Prisen på en tandrensning inkluderer bedøvelse. Alle vores patienter bliver under tandrensningen lagt i fuld bedøvelse, intuberes og bliver tilkoblet overvågning af bedøvelsen for at gøre den så sikker som muligt.
Alle tandrensninger inkluderer tandrøntgen af alle tænderne. Dette er en vigtig del af en tandrensning for også at kunne finde de sygdomme, som ikke er synlige med det blotte øje.
Spørgsmål og svar om tandrensning
Ja, det hjælper rigtig meget. Daglig tandbørstning er uden sammenligning den bedste måde at forebygge og bremse udviklingen af parodontose og betændelse i tandkødet. Spørg gerne på klinikken om gode råd til at komme godt i gang.
Tandsten er ikke i sig selv farlige for sundheden, men de er udtryk for at der gennem nogen tid har været mange bakterier i form af plak på tænderne. Plakken er fyldt med bakterier og årsag til parodontose. Når man skraber tandsten væk uden at lave en grundig oprensning nede i en eventuel tandkødslomme, skjuler man parodontosen og risikerer, at den udvikler sig til tandbylder. Derfor fraråder vi, at man selv skraber tandsten væk.
Nej, der kan være andre årsager. Irritation i slimhinden, sår i munden eller lugt fra maven kan også være mulige årsager – men den uden sammenligning hyppigste årsag er betændelse omkring tænderne, altså parodontose.
Nej, alle de ting, hundene tygger i, stimulerer gummerne og blodforsyningen i området. Det er sundt for vævet. Tyggeting har også en rensende effekt på tandsten på de store kindtænder, men ikke på de mindre tænder og ikke nede i tandkødslommerne. Samtidig skal man være varsom med at give sin hund hårde tyggeting, som de kan risikere at knække tænderne på, fx knogler og gevirer.
Det siger dyreejerne ...
De eneste, som må røre min hunds tænder
Det er kun Tanddyreklinikkens personale, der må røre ved mine hundes tænder.
Kvalitet og kompetence fra top til tå 🙂
Vivian Kjølholm
Man kan være tryg - også som ejer til komplicerede patienter
Jeg føler mig 100% tryg ved at aflevere min hund hos jer. Jeg føler, at I har et kæmpe engagement i min hund og en oprigtig interesse for hendes sundhed og velvære. Hun er en lidt kompliceret patient - både fysisk og mentalt - og det imødekommer I top-professionelt, både overfor hunden og også mig som ejer! I er lyttende, forstående og dygtige. Alfa omega når man afleverer sin højtelskede hund 🙂
Amanda Nielsen
I er gode til at forklare, hvad I gør
I er meget professionelle både ved modtagelsen og ved behandlingen og er super gode til at forklare, hvad I gør eller laver. Efterfølgende får man et resume af, hvad der er gjort.
Klart et sted, der bliver anbefalet til alle.
Dan Petersen
I udstråler faglighed og nærvær
I er fagligt dygtige, nærværende, har fokus på at hunden er ok og er altid venlige overfor ejer.
Irene Jarnved
Mange års erfaring med tandrensninger
På Tanddyreklinikken er vores personale specielt uddannet til at udføre tandrensninger. Vores dyrlæger har været på en lang række kurser og kongresser med efteruddannelse inden for netop dette. Vores veterinærsygeplejersker har speciale i tandbehandling og bedøvelse (anæstesi) og har ligeledes års erfaring indenfor tandrensninger.
På TandDyreklinikkens Education Center underviser vi andre dyrlæger og veterinærsygeplejersker i netop tandrensninger og optagelse af tandrøntgenbilleder.
Ring til TandDyreklinikken på 44 66 20 40 og bestil tid
Forebygge fremfor at behandle. Mange af vores patienter kommer så sent til tandrensning, at der viser sig behov for at operere tænder ud eller anden form for operation for at fjerne smerter og infektion. Vi vil derfor gerne opfordre til, at man ikke venter for længe med at få lavet en Oral Status på sin hund.